Nemi Nyt nr. 30 – juli 2019

Vi ønsker alle en god sommer med lidt nyheder fra Nemi og Villa Diana. Overordnet fungerer det meste omkring Villa Diana rigtigt godt, og bestyrelsen arbejder til stadighed med at løse de store og små udfordringer, vi møder. Seneste eksempel er den nye og forbedrede forsikringsaftale, vi netop har indgået.

Med hensyn til nabosagen med Rama d’Oro er den ikke afsluttet endnu. Senest har der i juni været syn og skøn på ejendommen, og vi afventer nu rettens afgørelse vedr. anvendelsen af den famøse dør mellem restauranten og Villa Dianas pool. Vi forventer at høre fra dommeren ved retten i Velletri i oktober eller november.

På Generalforsamlingen blev der stillet spørgsmål til værdien af vores fælles ejendom. Vi har derfor ladet en lokal ejendomsmægler foretage en vurdering. Resultatet af vurderingen er, at en pris (eksklusiv restauranten) vil ligge mellem 980.000 Euro – 1.150.000 Euro. Dette svarer til en gennemsnitspris per lejlighedsuge på ca. 20.000 kr. Det skal understreges, at et salg naturligvis ikke er aktuelt.

Nyt fortov

I Nemi er kommunen tæt på at færdiggøre nyt fortov fra Villa Diana ind til klosteret på venstre hånd før den store P-plads og Piazza Roma. Det er udført med så høj kantsten, at biler ikke kan køre op på fortovet og parkere.

Der bliver i skrivende stund opsat nyt metalhegn langs fortovet og ud mod søen. Vi kan således fremover spadsere på fortovet uden fare op til byen.

Der er p.t. ikke gjort noget ved P-pladserne foran Villa Diana, og ingen ved, om der ændres noget der. Ramo d’Oro og La Taverna er naturligvis ikke glade for, at der ikke længere kan parkeres på fortovet.

Brug af poolen og åbningstider

Vores nyrenoverede pool fungerer rigtig godt. Den er elegant at se på, da den fremstår i samme farve som søen og havet. Bemærk venligst, at poolens åbningstider dagligt er kl. 8.00 – 20.00.

Man må ikke bade, når robotten er i vandet, og tag aldrig selv robotten op. Det er ikke tilladt at gå gennem lågen fra poolen og ned til ”haven”.

Kode til nøgleskab

Koden for 2019 blev udsendt i Neminyt i december 2018. Koden må ikke udleveres til uvedkommende, ej heller restaurantpersonalet.

Udvendig vedligeholdelse

I bestyrelsen holder vi løbende øje med, hvad der måtte trænge til renovering. Bortset fra akut opståede problemer, samler vi opgaverne sammen til januar måned. Vi ved allerede nu, at alt jern (rækværk) på de 4 øverste altaner næste vinter skal slibes ned, rustbehandles og males igen.

Wifi i Villa Diana

Internettet i Villa Diana er blevet forstærket således, at der nu er bedre forbindelse helt ud i hjørnerne og i soveværelserne.

Når man logger på netværket, får man flere valgmuligheder.

Hvor vi før kunne vælge mellem Villa Diana 1 og Villa Diana 2, har vi nu også fået VD 3, VD 4 og VD 6. Koden til alle er den samme som hidtil:  ”tottigoal”.

VD 6 dækker specielt udendørsområder, bl.a. ved poolen. I må prøve jer lidt frem for at finde den bedste dækning, hvor I nu befinder jer. I øvrigt er der nu installeret fibernet i stort set hele Nemi.

Ankomst og afrejse

Vi minder endnu engang om, at lejlighederne er tilgængelige fra lørdag kl. 16.00 og skal ved afrejse forlades senest lørdag kl. 10.00.

Orienter også jeres lejere om, at disse tidspunkter skal respekteres, så Antonella har tid til at rengøre lejlighederne.

Der er desværre stadig problemer med, at lejlighederne ikke efterlades på en måde, som efterlever anvisningerne, som skal følges ved afrejse. Særligt er der problemer med linned og håndklæder.

Se illustrationen nedenfor, som viser hvordan.

 

Forslag til lejeaftale samt brochure for Villa Diana

Da mange af os vælger at udleje vores uger i Villa Diana fra tid til anden, har bestyrelsen som en lille hjælp udarbejdet forslag til en standardlejekontrakt, som kan benyttes.

Ligeledes har vi udarbejdet en lille brochure, som kan deles og sendes til interesserede lejere eller sammen med lejeaftalen, når der er indgået aftale om udlejning. Vi håber disse kan være en hjælp for jer fremover.

Med venlig hilsen
Club Diana

Thomas Keller, bestyrelsesformand

Skriv et svar

Your email address will not be published. Required fields are marked *

BACK